Gå til indhold
Googles superchip er kvantespringet, Danmark endnu ikke er klar til

Blogindlæg -

Googles superchip er kvantespringet, Danmark endnu ikke er klar til

Afsløringen af Googles kvantechip markerer en milepæl, som rykker kvantecomputere tættere mod virkelighedens anvendelse. Samtidig understreger den udfordringen i, at langt de fleste danske virksomheder endnu ikke forstår kvanteteknologiens muligheder og trusler.

Af Martin Lippert, CEO i GlobalConnect Group. Indlægget er først bragt i Børsen.

Det er svært at overvurdere betydningen af Googles kvantecomputerchip ved navn Willow. Vi har da også kunne læse om den i alle landets medier de seneste dage – og med god grund.

Udover at kunne udføre en udregning på fem minutter, som ville tage eksisterende supercomputere længere end universets levetid, viser chippen, at adgangen til kvantecomputere kan være tættere på, end man troede. Og det er stadig kun begyndelsen.

Kvantecomputere vil have en enorm regnekraft, som vil ændre fundamentalt på, hvad vi kan lave komplekse udregninger og modeller af – i en hidtil uset hastighed. Teknologien kan derfor spille en stor rolle i eksempelvis forskning i ny medicin, vejrprognoser og udvikling af alternative energiformer i den grønne omstilling.

Trussel mod vores data
Samtidig er det vigtigt at have for øje, at kvantecomputere udgør en helt ny form for trussel i de forkerte hænder.

Den enorme regnekraft i kvanteteknologien kan nemlig også bryde de koder og krypteringer, som i dag beskytter vores kritiske infrastruktur mod cyberangreb og følsomme data mod at ende i de forkerte hænder. Det er en trussel, som stiller helt nye krav til sikring af kommunikation, både på samfundsplan og i den enkelte virksomhed.

På samfundsplan er Danmark godt i gang med at bygge kvantesikre kommunikationsnetværk, som skal garantere, at vi fortsat trygt kan sende beskeder rundt i Danmark og videre i Europa, som ikke kan knækkes af kvantecomputere. Det sker i regi af projektet ’Danish Quantum Communication Infrastructure’, som samler en række ministerier, universiteter og private virksomheder som GlobalConnect.

Men ude i de enkelte private og offentlige organisationer er tempoet anderledes langsomt. Vi har spurgt it- og sikkerhedschefer om deres kendskab til kvanteteknologi. 57 procent af dem svarer, at de ikke forstår teknologiens muligheder og trusler.

Det kan jeg godt forstå.

En ny industriel revolution
Kvanteteknologi kan virke som sci-fi, der hører fremtiden til, og det er svært at begribe de forandringer, den bringer med sig. De bliver så grundlæggende, at vi kommer til at tale om en ny industriel revolution. Mens alle taler AI, rykker kvante-revolutionen hastigt tættere på, nu tydeligt understreget med annonceringen af Willow.

Derfor skal danske virksomheder og offentlige institutioner begynde at forberede sig. Både på at høste mulighederne, men i særlig grad på at modstå truslerne.

Selve den teknologi, som kan kvantesikre organisationers digitale infrastruktur, så døren til følsomme data ikke står på vid gab, er ikke tilgængelig på hylderne nogen steder endnu. Men vi arbejder på højtryk med at modne teknologien, så der går ikke længe, før det bliver muligt at bygge kvantesikre kommunikationsnetværk til organisationer.

Indtil da bør hver enkelt organisation starte forberedelserne med en risikovurdering, hvor man identificerer sine følsomme data. Der skal så udvikles en plan for, hvordan kritiske systemer og data kan beskyttes bedst muligt. Vi ved nemlig, at hackere allerede nu indsamler kritiske data, som de så senere kan dekryptere ved hjælp af kvanteteknologi, når den bliver tilgængelig for dem.

Derfor handler det om at være et skridt foran truslen, når kvantecomputere en dag bliver tilgængelige for ondsindede hænder. Det er Danmark allerede med regeringens nationale strategi for kvanteteknologi og projekter som den igangværende kvantesikring af landets kritiske ’digitale motorveje’, som transporterer danskernes data. Nu skal vi blot sørge for at få erhvervsliv og det offentlige Danmark med om bord, så vi kan fokusere på de mange fantastiske eventyr, kvanteteknologien tilbyder.

Emner

Kontakt

Rikke Juul Rokkedal Therkildsen

Rikke Juul Rokkedal Therkildsen

Pressekontakt Group Communications Director +45 4177 7742