Gå til indhold
GlobalConnect med i stort projekt om fremtidens superteknologi

Pressemeddelelse -

GlobalConnect med i stort projekt om fremtidens superteknologi

Kvanteteknologi bliver den nye, industrielle revolution, forudser GlobalConnects adm. dir. Martin Lippert


GlobalConnect er indtrådt i et banebrydende projekt om kritisk infrastruktur for samfundet, kaldet QCI.DK (The Danish Quantum Communication Infrastructure). Projektet skal etablere infrastrukturen, som kan sikre dansk kommunikation i fremtiden, når de gigantiske kvantecomputere snart gør deres indtog i verden.

Projektet er en del af det store pan-europæiske projekt EuroQCI. Det har en samlet investeringsramme på 258 mio. EUR (ca. 1,9 mia. kr.), og det danske projekt har en ramme på ca. 45 mio. kr. I det danske projekt etableres bl.a. mere end 200 km sikkert fibernet, som GlobalConnect, der driver halvdelen af al internettrafik i Norden, skal levere og teste.

Aktørerne er – udover GlobalConnect – DTU, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Danish e-Infrastructure Consortium og Sparrow Quantum.

The Danish Quantum Communication Infrastructure er det nationale danske bidrag til den paneuropæiske infrastruktur EuroQCI, hvis formål er at etablere et paneuropæisk kvantesikkert kommunikationsnetværk. Projektet er finansieret af Europa-Kommissionen under Digital Europe-programmet samt af den danske regering. Det er et tæt samarbejde mellem danske universiteter, virksomheder og offentlige myndigheder.

”Kvantekapløbet er i fuld gang i verden. Det bliver den nye industrielle revolution, der vil forandre meget i vores samfund. Vores netbank og vores mobiltelefon bliver eksempelvis åbne som en dør, og det gør mange andre følsomme områder også. Danmark er godt med inden for kvanteteknologi. Men vi skal være bedre. Meget bedre. Derfor finder vi det i GlobalConnect meget vigtigt, at dette projekt er blevet sat i gang, og vi er glade for at kunne yde vores bidrag til at skabe næste generation af tryg kommunikationsinfrastruktur i Danmark og i EU.” siger Martin Lippert, adm. dir. i GlobalConnect.

I QCI.DK etableres et kvantesikret storbynetværk mellem fem danske offentlige myndigheder og to tilknyttede datacentre i Københavnsområdet. Derudover vil infrastrukturen omfatte en 200 km langdistanceforbindelse, der forbinder tre deltagende universitetspartnere via storbynettet.

QCI.DK vil kombinere tre forskellige slags QKD – kvantenøgledistribution – og det er en sikker kommunikationsmetode, som implementerer en kryptografisk protokol, der involverer komponenter fra kvantemekanikken.

For at udforske anvendelser af QKD fokuserer projektet på udvikling af bruger-cases i det offentlige netværk og analyse af de bedste implementeringer. Denne viden, sammen med væsentlige praktiske erfaringer fra hardwareimplementeringen, vil direkte smitte af på uddannelse, træning og opsøgende aktiviteter rettet mod dannelsen af en kvantebevidst arbejdsstyrke med færdigheder i QKD og skabelsen af generel kvantebevidsthed i Danmark.

”Der er sat flere vigtige projekter i gang allerede i Danmark inden for kvanteteknologi, herunder et i NATO-regi. Det er meget vigtigt, at Danmark kommer helt frem i feltet inden for kvanteteknologi, og regeringens kvantestrategi understreger behovet. Når vi taler QCI.DK-projektet, siger det selv, at både den fremtidige og eksisterende arbejdsstyrke i Danmark vil blive påvirket af, hvad der fx kommer ud af dette, hvor der bl.a. er indtænkt en senere kombination af universitetsundervisning og opkvalificering,” siger Martin Lippert.

Emner


Om GlobalConnect

GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 185.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 800.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 2.000 mennesker og havde en omsætning på EUR 673,1 millioner i 2022.

Kontakt

Rikke Juul Rokkedal Therkildsen

Rikke Juul Rokkedal Therkildsen

Pressekontakt Group Communications Director +45 4177 7742