Pressemeddelelse -
GlobalConnect vil tiltrække udenlandske investeringer til Norden med nye fiberruter
Efter at have gennemført det største nordiske digitale infrastrukturprojekt i et årti er GlobalConnect klar med næste fase af sin infrastrukturekspansion. Den skal møde en eksplosion i datamængder, som er skubbet yderligere fremad af AI, og understøtte Nordens position som et globalt hotspot for datacentre. Denne gang med Helsinki som knudepunkt.
GlobalConnect har netop færdiggjort et 2.600 km langt superfiberkabel med kapacitet til at transportere hele Nordens data fra det nordlige Sverige over Danmark til Berlin.
Nu varsler GlobalConnect flere opgraderinger og udvidelser af sit 200.000 km lange fibernetværk af både land- og havkabler – denne gang med Helsinki og omegn som knudepunkt. De nye fiberruter vil strække sig over cirka 260 km med synergier til GlobalConnects øvrige igangværende 500 millioner euro investeringer i fiberudrulning i Finland.
"Interessen for datacentre er fortsat stor, og alle kigger mod Norden. Vores region er ved at blive det nye globale hotspot, og Finland er ingen undtagelse. Mere end halvdelen af de globale datacenterinvesteringer i Europa forventes at strømme ind i Norden hen over de kommende år. Som den eneste digitale infrastrukturudbyder, der driver sin egen infrastruktur i Norden og Nordtyskland, spiller vi i GlobalConnect en afgørende rolle i understøttelsen og udvidelsen af interessen i området," siger Martin Lippert, CEO i GlobalConnect Group.
Norden skal fremtidssikres som datacenterhub
Det udvidede netværk i Finland skal primært imødekomme efterspørgslen på at etablere datacentre, men vil også sikre fiberadgang til flere finske husstande og øge kapaciteten og redundansen for digitaliseringsindsatsen i kommuner og virksomheder.
Med den markante vækst i investeringer i nordiske datacentre – anslået til ca. 20 procent om året – sigter GlobalConnect mod at anlægge mere end 3.000 km fibernet i de kommende år. De nye ruter vil bl.a. indbefatte markeder som Baltikum, hvor lignende digital infrastruktur langt fra er veludviklet. Derudover vil det eksisterende netværk blive forbedret og udvidet til Centraleuropa (Frankfurt, London, Amsterdam og Paris), som i årevis har været den førende globale datacenterregion.
Desuden har de senere års geopolitiske spændinger også medført en række nye behov, blandt andet større fleksibilitet i netværket med flere ind- og udgange til regionen samt mulighed for at omdirigere datatrafikken i sikkerhedskritiske situationer.
”Norden kan tilbyde datacenteroperatører både naturlig køling, adgang til grøn energi og en robust digital infrastruktur. Men den nuværende infrastruktur har ikke skala til at imødekomme fremtidens efterspørgsel. Globale tech-virksomheder søger flere ruter, højere kapacitet og øget robusthed. Og det kræver betydelige investeringer.
Derfor udforsker vi nye landruter, havkabler og muligheder for at forstærke eksisterende ruter og gennemføre betydelige kapacitets-, robustheds- og redundansforbedringer på tværs af Norden. Vi er klar til at gøre de investeringer, som vil styrke vores position som den foretrukne partner for globale tech-virksomheder, når de etablerer datacentre i Norden," siger Martin Lippert, CEO i GlobalConnect Group.
Gravearbejdet i Helsinki-regionen vil efter planen begynde i Espoo i løbet af denne måned.
Emner
Om GlobalConnect
GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 185.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 800.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 2.000 mennesker og havde en omsætning på EUR 673,1 millioner i 2022.