Blogindlæg -
Pas på med at glorificere hjemmekontoret
Den hybride arbejdsplads er fremtiden, har mange bekræftet hinanden i. Men vi er i fare for at blive blinde for, at narrativen ikke stemmer overens med virkeligheden, mener HR-direktør i GlobalConnect.
Hjemmearbejde er kommet for at blive. Unge arbejder hjemme som aldrig før. Danskerne elsker hjemmearbejde.
Rubrikker som disse tre har jævnligt optrådt i medierne gennem de sidste knap fem år. Under pandemiens nedlukning var det næsten givet, og tendensen er fortsat i kølvandet på corona, synes den udtalte holdning at være.
Alligevel skal vi passe på, at fortællingen om danskernes ønske om fleksibilitet og ultimative krav til dage på hjemmekontoret ikke bliver pustet op til bristepunktet. Det mener Annette Otto, der er SVP People & Culture i GlobalConnect Group.
”Vi begynder i stigende grad at skabe bias for, hvor højt den danske arbejdsstyrke værdsætter muligheden for en fleksibel hverdag uden for kontoret,” siger Annette Otto.
3 af 4 vil møde ind på arbejde
En ny undersøgelse af danskernes ønsker til deres arbejdsliv viser blandt andet, at langt de fleste foretrækker at møde fysisk på arbejde. I det ultimative valg mellem hjemmearbejde eller fysisk fremmøde vælger tre ud af fire sidstnævnte; 76 procent.
”Konklusionen sætter en streg under, at den fysiske arbejdsplads langt fra er fortid. At muligheden for hjemmearbejde ikke behøver stå alene som et gode for at tiltrække de bedste medarbejdere. Og at vi for alt i verden ikke blindt bør bekræfte hinanden i en misforstået fælles fortælling om virkeligheden,” siger GlobalConnects HR-ansvarlige, Annette Otto.
Derfor bør virksomhedsledere forholde sig mere nysgerrigt til, hvilket arbejdsliv medarbejderne rent faktisk ønsker, mener hun.
Hvis de falder i grøften med at genfortælle en falsk narrativ, kommer de nemlig til at lede på et misforstået grundlag. De bliver nødt til at tage deres egne medarbejdere på råd og undersøge deres ønsker og krav til arbejdspladsen, mener Annette Otto.
”Det giver et virkelighedsnært billede af medarbejdernes forventninger, som virksomheden nemmere kan lede ud fra. Dermed bliver det nemmere at definere antallet af hjemmearbejdsdage, om arbejdstiden ligger mellem 8 og 16, og hvordan sådanne ændringer påvirker medarbejdernes arbejdsglæde,” siger Annette Otto fra GlobalConnect.
Gyldent snit mellem forretningen og medarbejderne
Ændringerne skal også stemme overens med forretningen. Her kan der opstå konflikter mellem den enkelte medarbejders ønske og lederens forventninger, fx i forhold til hvilke opgaver som kan og bør løses på virksomhedens matrikel eller på hjemmekontoret. Udfordringen bliver at udvikle rammer og strukturer, som i videst mulig omgang favner både medarbejderne og forretningen.
Løsningen starter med nysgerrighed frem for en misforstået opfattelse af, at danskerne elsker hjemmearbejde, mener Annette Otto, SVP People & Culture i GlobalConnect Group.
Hun anbefaler, at ledere gennemgår tre trin i prioriteret rækkefølge;
Først og fremmest bør de se på opgaven. Kræver den fysisk tilstedeværelse, eller løses den eksempelvis bedst i et rum, hvor medarbejderen har tid til fordybelse. Dernæst skal der tages højde for relationerne: Hvilke personer skal i spil for at løse den konkrete opgave, og hvilke fysiske eller virtuelle rum skal de være i? Til sidst skal lederen tage højde for individets behov og ønsker.
Med den fremgangsmåde skaber virksomheder de bedste betingelser for at ramme det gyldne snit mellem forretningen og medarbejdernes krav.
”Alt andet lige skærper det virksomhedens muligheder for at være en attraktiv arbejdsplads, der styrker tilknytningen til de eksisterende medarbejdere og er i stand til at tiltrække talenter. Ud fra hvad de reelt ønsker – ikke hvad lederne tror, de ønsker. Og den opgave er vigtigere end nogensinde i en tid, hvor kampen om de skarpeste hoveder og fermeste hænder er ekstremt tilspidset,” siger Annette Otto.