Pressemeddelelse -
Dansk datacenter modtager global anerkendelse for banebrydende væskekøling
GlobalConnects datacenter i Taastrup er det første sted i Europa, hvor virksomheder kan få adgang til en revolutionerende ny køleteknologi, som for alvor kan sænke klimaaftrykket ved de eksplosivt voksende datamængder. Hvor servere traditionelt køles med luft, sænker fiber- og datacentervirksomheden dem nu ned i en specialfremstillet væske.
Det er netop blevet anerkendt som verdens mest innovative teknologiske løsning i et datacenter, i form af prisen ’Technology Innovation Award’, som blev uddelt ved den anerkendte Datacloud Global Awards i går.
Ved at nedsænke servere i væske reduceres strømforbruget til køling med hele 90 procent i forhold til almindelig luftkøling. Samtidig kan serverne yde mere og kræver kun en femtedel af pladsen i forhold til køling med luft. Faktisk betyder væskekølingen – kaldet submerged cooling – at serverne er i stand til at yde næsten 25 procent mere uden risiko for at overophede, og derfor er den nye teknologi i særlig grad oplagt til virksomheder med behov for høj datakraft.
”Det er vores og hele branchens ansvar at arbejde på at reducere strømforbruget ved opbevaring og transport af al den data, vores digitale samfund genererer, og den nye køleteknologi er en regulær gamechanger. Det har været et omfattende projekt at udvikle en løsning, som lever op til vores strenge krav til fx redundans, men vi har insisteret på at lykkes. Prisen er kulminationen og endnu et bevis på, at det her er fremtiden,” siger Luke Davies, der er chef for GlobalConnects datacentre.
Foreløbig er den nye teknologi installeret og taget i brug i GlobalConnects datacenter i Taastrup i form af to kar med væske. Det ser måske ikke ud af meget, men karrene kan indeholde servere med tilsammen lige så mange hestekræfter som en stor traditionel datahal kølet med luft. Det er planen, at GlobalConnects 17 øvrige datacentre – hvor halvdelen af hele Skandinaviens internettrafik løber igennem – også skal konfigureres til at kunne køle kundernes data ned med væske.
Emner
Om GlobalConnect
GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 155.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 800.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 2.000 mennesker og havde en omsætning på EUR 673,1 millioner i 2022.